Rss

  • facebook
  • linkedin
  • google

Efter Berlin

Fem marathonmedaljer på række. Det er slut, men var sjovt og spændende.

Fem marathonmedaljer på række. Det er slut, men var sjovt og spændende.

Jeg havde faktisk ikke troet, at min beslutning om ikke at løbe marathon mere ville tage så hårdt på mig. Det går mig faktisk på og så sidder du måske og tænker: Hvorfor gør du det så ikke bare igen? Og det er rigtigt, det kunne jeg også, men der er bare andre ting som jeg hellere må gøre nu, og så er der knæet og ikke mindst lysten til træningen frem mod et marathon som mangler. Men det er hele oplevelsen, og den rus der kommer bagefter jeg kommer til at savne.

Mit Berlin armbånd plejer jeg normalt at klippe af med det samme, men jeg har bare rigtig svært ved det denne gang. I tre år har jeg kunne sige at jeg er marathonløber, men nu er det slut. Det lyder måske lidt sentimentalt, men det er bare ikke let, og jeg kan forestille mig det er sådan hver gang man stopper med noget man egentlig gerne vil fortsætte med, men af en eller anden grund ikke kan.

Men hvor var Berlin Marathon igen en fed oplevelse (Når man lige får den på afstand), og jeg er glad for at jeg sluttede der. Så er ringen sluttet, for det var også der jeg startede i 2013.

Jeg har meget svært ved at klippe båndet af. For med det af, er jeg pludselig en ex-marathoner.

Jeg har meget svært ved at klippe båndet af. For med det af, er jeg pludselig en ex-marathoner.

Kroppen har det overraskende godt, og jeg overvejer at løbe igen i morgen. Benene er ved at være lette igen og de har faktisk være det eneste ramte. Ingen vabler eller nævneværdige skavemærker.

Nu skal jeg så have mig sat ned og planlægge det næste stykke tid. Dog er én ting sikker, og det er, at det bliver løb af lyst, og det glæder jeg mig til.

Jeg skal naturligvis have fundet nogle halvmarathons, som vil være mit fokus fremover. At lære at løbe hurtigt, og fyre den af på de 21,1 kilometer i væsentlig bedre tider end nu kunne være fantastisk.

/Kasper

Berlin Marathon 2016 gennemført

billede-25-09-2016-22-27-03

Der er altså noget magisk ved hele marathons, og det vil jeg da bestemt komme til at savne. Hele forventningens glæde i minutter op til, og så ellers forløsningen efter.

Men noget jeg ikke vil savne er muren. Berlin er kendt for en skrækkelig mur, men i dag snublede jeg over en helt anden mur, som der åbenbart også er i Berlin.

Jeg skal indrømme, at en del af turen ligger meget fjernt i hukommelsen, for jeg var inde og lede dybt efter energi til at gennemføre.

Men lad os starte fra starten

Morgenmaden blev indtaget 6:30, og bestod af ting, som jeg ved min mave kan med. Der var ikke mange på Novotel Hotel som spiste morgenmad på dette ukristelige tidspunkt, men de der var der havde alle et Berlin Marathon armbånd på.

Og så var det op og have tøjet på. Det blev, som altid, sorte Newline tights, en rød DK Newline singlet. Og i dag var det den helt rigtige påklædning, for det ville vise sig at blive en meget varm dag. Udenover havde jeg en “genbrugskøbt” træningstrøje, som jeg smed og som kan gøre glæde ved hjemløse.

1 time før kampstart

1 time før kampstart

Jeg gik fra hotellet og hen til løbsområdet. det tog ca. 20 minutter og var en fin opvarmning af benene. Efter check, kom jeg ind i området og hvor er det bare fedt at se alle slags mennesker, som har trænet op til dette i flere måneder. Marathon er altså for alle. Basta.

Med 1 time igen gik jeg mod startområdet, og besluttede mig for lige at lytte til min mave og stille mig i kø ved toiletterne. Efter en del venten kom jeg til og heldigvis havde jeg selv medbragt toiletpapir 🙂

Jeg nåede aldrig helt ind i startboksen inden start

Jeg nåede aldrig helt ind i startboksen inden start

Hen mod område F blev der trængt, faktisk så trængt, at det gik helt i stå, så jeg endte udenfor startboksen, og måtte se starten fra sidelinien. Det betød desværre også, at jeg kom næsten bagerst i gruppe F, og dermed blev jeg låst blandt en masse langsommere 4 timers løbere. Derfor brugte jeg vildt meget energi de første 15 kilometer på at komme forbi, hvor der nu var hul. Men på trods at dette løb jeg med lige under 5 min/km, som også var målet.

Jeg opdagede dog hurtigt, at alt min slingren gjorde, at jeg løb mange flere meter end ideallinien og dermed passede min pace på uret ikke med den officielle distance. Derfor pressede jeg på og forsøgte at holde mig på 4:50 min/km, og det gik også rigtig fint frem til halvmarathon hvor jeg ramte med 1:45:10, hvilket ville resultere i en sluttid på lidt over 3:30 minutter, hvilket ville være helt fantastisk.  Det skal siges, at jeg hentede 1 minut, ved at selv at have medbragt lidt vand i en lille flaske, så jeg kunne springe depoterne over. Jeg holdte i, men ved 25 kilometer begyndte jeg at føle mig som en kop med hul i bunden. Jeg fyldte energi på, men det rendte bare ud af hullet. En begyndende krise var på vej.

Ved 30 kilometer, var det helt skidt og jeg ramte muren. Ikke Berlinmuren, men den fysiske mur, hvor kroppen bare ikke vil mere. Jeg kunne ikke fylde mere på, og hjernen skreg bare på, at jeg skulle stoppe, for det nyttede ikke noget. Men med tilråb fra kollegaen Martin (og hans familie), skulle jeg bare presse på og det forsøgte jeg så. Det hjalp naturligvis også, at min familie styrtede rundt på ruten for at give mig support. Tak!

Jeg fandt aldrig rigtig rytmen igen, og levede kun for pitstoppene med vand, og de blev længere og længere. Kroppen blev ved med at give signaler om at stoppe. Vejrtræningen var besværet og balancen begyndte også at spille et pus. Jeg så et sted at temperatuen havde passeret 23 grader, og det er altså varmt, når man bare har lyst til at forsvinde.

Med den femte og sidste marathonmedalje om halsen

Med den femte og sidste marathonmedalje om halsen

Jeg husker ikke ret meget mere af de sidste 12 kilometer, udover det fantastiske tilskuer, som gav mig lidt boost her og der. Men mine tider var nede på 5:30 min/km og det ville slet ikke række til en PR. Derfor begyndte jeg at fokusere på mål nr. 2, som var at komme under 3:39. Med det i baghovedet fandt jeg en anelse energi, men jeg syntes godtnok at Unter der Linden var rigtig lang, og en decideret spurt blev det aldrig til.

Jeg ramte målet i 3:38:03, hvilket er ca. 5 minutter langsommere end PR, men hurtigere end 3:39:00. Og så er det 1:29 minutter hurtigere end min tidligere hurtigst Berlintid. Jeg er ikke stolt, men jeg er tilfreds.

Hvad gik galt?

Det var hårdt, og jeg ville ønske jeg havde slutte af på fin manér, men det blev med ild og damp, og jeg fik lov at mærke hvorfor det nu er at marathon kan være så skræmmende. Og jeg tror det var en kombination af flere ting.

  • Manglende træning
  • Varmen
  • Forkert placering i gruppen
  • Overambition

Jeg kan jo ikke sige, at det laver jeg om på næsten gang, men det er en erfaring jeg kan tage med mig.

/Kasper

 

Sidste tur inden Berlin Marathon

billede-20-09-2016-17-22-36

Og så er det faktisk ikke helt rigtigt, for jeg løber 5-6 kilometer dagen før marathon for at åbne op for carboloading. Men ser vi bort fra det, så er det korrekt at det var sidste tur.

I dag var planen rigtigt, at løbe nogle intervaller men turen blev i stedet en tur delt i to, hvor 6 kilometer af dem var sammen med Marc og Martin fra jobbet.

Hvor er det bare smukt rundt om Egaa Engsø

Hvor er det bare smukt rundt om Egaa Engsø

Vi tog den med ro, og de 6 kilometer blev løbet i et rimeligt stabilt tempo med et gennemsnit på 5:31 min/km.

Herefter skulle jeg selv i gang, så jeg smed Herman Sallings liv i ørene, og så afsted. Jeg vidste, at jeg ville sætte lidt mere fart på, og det blev ret meget mere fart. Tempoet kom til at ligge og svinge mellem 4:55 og 4:30 min/km og det føltes helt rigtigt med hastigheden og det var endda med de forhindringer der nogle gange er om Egaa Engså: Grupper som fylder HELE stien uden at give plads, så man må helt ud i græskanten. Det kan gøre mig lidt gammel mandssur. Jeg betragter mig selv som en hensynsfuld løber, og så bliver jeg bare så træt af andre som ikke er det.

Men det blev til 13 kilometer på 1 time og 5 minutter. Det er helt fint, men den skal jo have lidt mere gas i Berlin. Det bliver hårdt, men så fedt.

Nu skal kufferten bare pakkes, så jeg er klar til at tage til Berlin og give det Marathon en over nakken 🙂

/Kasper

Så er målet for Berlin Marathon sat

billede-27-09-2015-13-55-25

Jeg har længe sagt, at jeg ikke aner om jeg sætter mig et mål eller om jeg tager en beslutning før løbet. Men nu har jeg altså gjort det.

Jeg er kommet frem til, at hvis jeg mentalt indstiller mig på at løbe efter en tid, så kan jeg bedre holde motivationen. Så derfor har jeg valgt, at mit sidste marathon skal løbes, så der løbes efter en ny PR. Ikke med meget, en lidt har også ret.

Så mit mål er hermed: 3 timer, 32 minutter og 59 sekunder. Det betyder, at jeg skal løbe den med lige under 5 min/km fordi jeg også skal “tanke” sekunder op til at drikke undervejs. Målet er derfor at løbe med 4:55 i snit.

Jeg tør dette, da jeg efter min seneste tur er overbevist om, at jeg har undervurderet min form. Så nu skal den have en over nakken.

Så håber jeg at knæet holder.

/Kasper

At løbe er at leve

billede-17-09-2016-10-07-49

Vores mest berømte forfatter HC Andersen sagde i 1855: At rejse er at leve. Og det kan han jo have helt ret i. Det er som om, man lader hverdagens bekymringer blive hjemme når kufferten pakkes, flyets trappe bestiges og hjernen er klar til nye og spændende oplevelser.

Men havde den kære HC Andersen levet i dag, havde hans velkendte stil med den høje hat måske været udskiftet med et par tætsiddende tights, en singlet, et par skrigende løbesko og en gang elektronik om håndledet. Hvorfor? Fordi det gør så mange! Og så ville citatet måske have lydt: At løbe er at leve.

Kigger man tilbage i mine indlæg, så har jeg den seneste tid haft et noget anstreng forhold til det at løbe, og dermed følte jeg hverfald ikke at jeg levede. Men i dag steg jeg ombord på løbeflyet og landede på Brabrandstien og var 100% klar til at nyde distancen og vejret. Det hjalp helt klar også, at noget af “rejsen” skulle ske med Vibeke, så der var selskab undervejs.

Planen var 15 kilometer i Ae1 og Ae2. Det vil sige lav tempo. Men jeg havde med vilje ikke taget programmet mere, for jeg vægtede den fælles løbetur højere, men havde da i baghovedet, at der ikke skulle for meget fart på. Og det blev også 16 og ikke 15 kilometer.

Jeg startede alene med de første 3,4 kilometer indtil jeg ramte vores mødested. Her ramte jeg et gennemsnit på 5:15 min/km og det var måske lige til den hurtige side, men jeg følte mig let og klar på ballade.

Jeg mødtes med Vibeke, som er ved at kæmpe sig tilbage efter en skade og hun førte an. Det blev en stille og rolig omgang med næste 6 min/km i snit. Det gode ved dette er, at det giver en masse gode kilometer og udholdenheden trænes. Vi løb lidt over 9 kilometer sammen og fik snakket en masse. Det er efterhånden lang tid siden vi har løbet sammen, så vi havde masser at snakke om.

Sådan ser man ud inden man skilles efter en rigtig god løbetur

Sådan ser man ud inden man skilles efter en rigtig god løbetur

Efter igen at have sagt farvel, var jeg alene på de sidste 3,4 kilometer og jeg havde stadig helt friske ben, så jeg tog en beslutning, som stred mod programmet. Jeg havde lyst til at løbe lidt stærkt, og se hvor langt det holdt.

Jeg satte i gang og havde udkig på en løber i hvidt, der var et par hundrede meter foran mig og han blev målet. Jeg løb omkring 4:45 og hentede langsomt ind på ham indtil jeg var 10 meter bag ved ham. Planen var bare at holde dette, men jeg havde fået arbejdet mig op på siden af ham, da der kom en ordentlig gruppe fra Runaar, og jeg skulle gøre et eller andet for ikke at blive ramt af kortegen. Jeg satte farten op og løb ind foran.

Men at løbe omkring de 4:30 min/km føltes bare helt rigtigt, så jeg holdt farten og da vejrtrækningen var med øgede jeg igen farten. Det betød, at den hvide løber sakkede længere og længere bagud, men han vidste jo sådan set heller ikke at vi løb om kap.

skaermbillede-2016-09-17-kl-16-21-22

Jeg holdt farten oppe og det var først den sidste kilometer, hvor jeg måtte kæmpe lidt. Tænk hvis jeg kan gøre dettte til Berlin Marathon. De sidste 3 kilometer blev løbet i 4:42, 4:28 og 4:09. Det er jeg altså mega stolt over! Totalt blev de 16 kilometer løbet i 5:29 min/km.

Den gode løbetur i dag med 110% overskud skubbede igen til min forvirring om jeg tør/bør satse på PR til Berlin Marathon. Jeg er noget i vildrede.

Og tilbage til indledningen. Nu hvor HC Andersen ikke var så bekendt med denne nymoden løbedille, så tager jeg hermed ordsproget: At løbe er at leve. (I dag var hvertfald)

/Kasper