Skadet – Hvorfor er pausetiden så hård?

Posted on | februar 8, 2012 | No Comments

Jeg har gennem mit korte “løbeliv” haft en lille håndfuld skader, men det er vel det man kan forvente med så mange års inaktivitet.

Det at være skadet er jo aldrig sjovt, da det jo typisk er forbundet med at have ondt. Men jeg har lagt mærke til, at mine pauser er utrolig hårde. Ikke fysisk men derimod psykisk. Det er derfor at jeg har valgt at skrive denne lidt dybere artikel, da jeg tror alle skadede løbere har prøvet det.

Der er efter min mening 3 forskellige faktorer som spiller ind på en hård pausetid.

1. Smerte

Smerte er vist den mest oplagte grund til at man synes tiden går langsom ved en pause. Smerte er ikke en sygdom, men derimod en livsvigtig forsvarmekaniske, som fortæller at nu er der et eller andet galt et sted i kroppen. Så gør det ondt, og her tænker jeg ikke blot på ømme muskler og led, så forsøger kroppen at fortælle dig at noget er galt.

Og her kommer det svære så. Som sportsudøver hader man typisk pauser og derfor lytter man tit ikke til kroppens signaler, og dermed kan skaden blive større og pausen længere.

Er du en af de som stopper med det samme der er reel smerte, så er du ganske fornuftig. Det resulterer oftest i en kortere pause.

2. Runners high

Overskriften står for en 35 år gammel hypotese, om at kroppen direkte bliver høj af motionen. Det svarer præcis til en narkomans fiks. Det giver rus og er stærkt vanedannende. Nu skrev jeg det var en 35 år gammel hypotese, men faktisk blev den bevist i 2008 og er dermed dokumenteret. “Fixet” kommer fra de velkendte endorfiner, som er et humørstimulerende stof. Dermed kan man faktisk sige, at man bliver opstemt af godt humør. Nogle føler det som masser af energi, mens andre falder helt til ro og bliver meget afslappede. Igen har dette paraleller til narkotiske stoffer. Dog håber jeg ikke at endorfiner kommer på listen over forbudte stoffer og at fitnesskæderne dermed virker som fixerum

Ved pausen kan man faktisk sige at man mangler sit fix.

3. Viljen

Vores hjerne er til tider vores største fjende. Hvis man har sat sig et løbemål og bare vil nå det, så er der ikke noget værrere end at skulle acceptere, at man er ude i en længere periode. Formen svinder og træningen skal derfor gentages. Det er der ingen der kan li, og bestemt ikke hjernen. Man vil ikke tillade at man “taber pusten”.

For at runde af, så må pointere, at en skade og en skadepause skal overholdes. Har selv brændt kroppen flere gange på at starte for tidligt.

/Kasper

Vejen til det lange løb – En løbeblog

Fra sofa til halvmarathon på 1 år.

Skadet – Hvorfor er pausetiden så hård?

1. Smerte

2. Runners high

3. Viljen

Comments

Kategorier

Søg webstedet

Aarhus City Marathon 2012