Berlin Marathon 2013 gennemført

Sådan ser belønningen ud.
Jeg tror ikke man kan være mere lykkelig efter et Marathon
Jeg tror ikke man kan være mere lykkelig efter et Marathon

Ja, klokken er nu kun 2 om natten, men alt for mange oplevelser kører i hovedet til at sove, så kroppen syntes det var nok med 4 timers søvn.

Først vil jeg starte med at sige, at det har været en ALT for fed oplevelse. Og har man ikke prøvet Berlin, så kan man slet ikke forstille sig den opbakning der er når man kommer løbende i sin Danmarks trøje. Der blev råbt “Kom så Kasper” og “Kom så Danmark”. Så fedt. Tyskerne annoncerede den flere gange som: Danmarks andenstørste marathon.

Mine mål for mit Marathoneventyret i Berlin var todelt. Primært var det gennemførelse og sekundært var det under 4 timer. Begge mål blev indfriet med en tid på 3:49:49. Og jeg er pisse stolt. Nuvel, jeg opjusterede håbet da jeg ankom, for der sagde jeg 3:45 (Pace 5:20), men det lod sig ikke gøre på grund af alle de mennesker der løb. Der var hele tiden nogle jeg skulle forbi.

Jeg er også lykkelig over at min kone, søster og svoger tog med herned, for det var fantastisk at opleve det sammen med dem og ikke mindst fejre det. De havde vist også haft det hårdt, med hurtige gåture og overfyldte metroer.

I går morges ankom jeg til startområdet ca. 5 kvarter før. Jeg var anbefalet at være det minimum 1 time før, men det trak lidt tænder ud, for det var bidende koldt, 5 grader. Heldigvis havde jeg en dejlig varm windbreaker/fleecetrøje på. Jeg fik en fantastisk position i startblok H, men blæren ville at jeg skulle på toilet op til flere gange, og det pressede mig ned af i feltet. :(. Men hvis der bliver en næste gang, så kan jeg starte noget længere oppe.

Forinden havde jeg indtaget en meget let morgenmad, da jeg har fundet ud af at det virker for mig. Den bestod af: Osteyoghurt (Så jeg først da jeg havde spist det :)) og med friske bær ovenpå. Derefter røg der lige en halv berliner ned, en kop kaffe og et glas juice.

Kort før hovedstarten smed jeg trøjen (Og det fede er, at alt tøj doneres til hjemløse) og iførte mig en moderigtig plastikvest. Jeg havde dog store problemer med at holde varmen, og da startskudet lød, rystede kroppen af kulde.

Kroppen begyndte dog at få varmen ved 2,5 kilometer, for der ramte solen os, og det var så smukt et syn, at se slangen af mennesker foran en. Alle kæmpende for deres egne mål. Det var dog rigtig svært at komme forbi, og jeg vidste at hvis jeg skulle holde 5:20 min/km, så krævede det at jeg skulle løbe rigtig stærkt, når jeg en tid var holdt tilbage på 6 min/km.

Masser af glade løbere, og jeg er selv lidt til venstre og tættest på kameraet.
Masser af glade løbere, og jeg er selv lidt til venstre og tættest på kameraet.

Kilometerne strøg bare forbi, 5 kilometer, 10 kilometer og benene ville det bare og jeg nød det bare. Jeg var noget overrasket over hvor mange vanddepoter der var, og jeg brugte den teknik jeg plejede ved vand: Tag et glas, gå 10-15 sekunder mens jeg drikker og så afsted igen. Men ud fra vanddepoterne var det ren kaos og det var glat som is med vand og plastikkopper på jorden.

Ved 21 kilometer var benene stadig friske, og jeg mener friske. Jeg kunne ikke mærke nogen som helst træthed i dem, og da jeg røg rundt i Danskersvinget ved 21,1 kilometer brøllede der “Danish Dynamite” og andre “nationalsange” ud af megafoner. Så fedt.

Ved 26 kilometer slap mine 6 medbragte gels op og jeg gik over til løbets energidrik. Det irriterede mig lidt, men gjorde mig også nervøs, for hvordan ville min mave reagere. Jeg havde løbet bag en pige, som faktisk, ja undskyld sproget, havde skidt i bukserne så det bare rendte. Og det kan sagtens have været noget gel/energidrik som havde udløst det. Rigtig synd for hende. Da jeg begyndte, at drikke løbets energidrik blev jeg en anelse oppustet i maven. Det fylder så meget mere, end mine IsoGels. Jeg burde have været klog og fyldt forlommen på mit SPIbelt med 2 ekstra, for så havde det holdt til omkring 34 kilometer og så havde jeg næsten været hjemme.

Jeg kan ikke huske kilometernummeret, måske 33, men der kom vi igennem et PowerBar område med gratis gel, men jeg turde ikke bruge dem pga. risikoen for dårlig maven. Men et var at springe dem over, et andet var at løbe gennem området. Det var så klistret på jorden den næste kilometer, at man faktisk skulle koncentrere sig om at få sin sko med for hver skridt.

Det første tegn på træthed viste sig ved 30 kilometer, hvor benene begyndte at blive lidt tunge. Det var ikke sådan rigtig ubehageligt, men jeg kunne godt mærke, hvor det bar hen af. Igen kæmpede jeg voldsomt med at komme fordi de som begyndte at gå eller bare stoppede op. Jeg ramte 30 kiloemter i tiden 2:42 og det er 6 minutter hurtigere end under min træning.

Dannebrog var overalt
Dannebrog var overalt

Ved 35 kilometer ramte jeg “stakittet”. Jeg vil ikke kalde det muren, for jeg kunne stadig løbe, men det gjorde rigtig ondt for hvert skridt, men jeg forsøgte at holde pace selv om steg med 0:17 til 5:37 min/km over de næste 5 kilometer.

Ved 38 kilometer begyndte jeg at blive lidt let i hovedet, så jeg var meget opmærksom på kroppens signaler, for ét er tunge ben, men det er noget helt andet, hvis jeg nu skulle falde om.

Da jeg ramte 40 kilometer, hvad jeg bare ikke mere i kroppen. Hvert skridt smertede, men jeg overlevede ved at sige til mig selv: Du har kontrollen over kroppen. Om det hjalp ved jeg ikke, men så gik tiden da med det. Og så var der hele tiden nogen, som stoppede op eller løb helt sidelæns, så jeg tænkte bare at jeg hvertfald ikke var så presset som det.

De officelle splittider
De officelle splittider

Da jeg ramte Unter der Linden og dermed opløbsstrækningen, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Så mange timer på vejene i Danmark og nu var missionen ved at være fuldført. 1 kilometer igen, men hvilken kilometer. Jeg tror alle løbere følte sig, som om de lå nummer et, for der blev heppet, skrevet og jublet. Det var helt fantastisk, at passere under Brandenburger Tor. Jeg kan huske, at jeg følte at den i laaang tid bare stod stille, og ikke kom et skridt nærmere, men pludselig var den der og ønskede os velkommen.

Og så var der 200 meter igen. Og alle løbere klarede lidt op og så ellers ind over mål, hvor der var en blanding af glæde, forløsning og så stanken af opkast.

Sådan ser belønningen ud.
Sådan ser belønningen ud.

Det var så fantastisk, at få den flotte medalje om halsen. Men jeg er ikke sikker på at jeg får flere Marathons på bagen. Men lad os nu se, nu tilmelder jeg mig lige Berlin 2014, og så må vi se om jeg er heldig, og så tager jeg en beslutning der 😉

Efter løbet var det hjem og i bad, og så gik turen ellers på jagt efter junk food og mange kalorier.

Nu er klokken ved at være 3 om natten, og der er 5 1/2 time til vi kører mod Danmark igen og hverdagen. Men jeg har haft min fedeste oplevelse nogensinde ved at løbe Marathon (Minus alt det der man skal sige, for at konen ikke skal synes bryllup og børn har været helt forgæves). Og nu kan jeg med rette sige at jeg er Marathonløber.

Benene er overrasken friske og jeg er slet ikke så stivbenet, som jeg havde frygtet.

Jeg vil da også lige nævne, at Kipsang slog verdenrekord med 2:03:23 og mit gæt aftenen før var 2:02:21, så sig ikke at jeg ikke var tæt på. Og så er der jo lige skandalen med idioten, som springer over hegnet og løber i mål før ham. Hvad tænkte han på, tænkt hvis han var blevet opfattet som terrorist efter Boston. Hvad var der så sket?

Til slut bliver det sådan lidt Oscaragtigt, for jeg vil gerne takke alle de som har hjulpet mig til at komme igennem træningen frem til i går. Det selvfølgelig Newline, fordi de har lagt tøj og sko til. Så er Claus Glavind, som viste mig hvad der sker mellem 21 og 30 kilometer, så er det “min” løbegruppe, hvor vi har tilbragt rigtig mange timer sammen og til sidst, men slet ikke mindst, min familie, som har undværet mig utallige timer, men jeg har været på vejene.

Det var alt for nu.

/Kasper

12 Kommentarer

    • Hej Maja

      Og tak for din besked og dine fine ord. Det varmer. Ja, jeg er også super stolt og tilfreds. Det tegner godt til når jeg lige får lidt mere erfaring i distancen.

      Og tak fordi du følger med.

      /Kasper

  1. Flot løbet og god tid! Især taget i betragtning at du ikke løb så meget den sidste måned op til selve løbet. Vurderer du selv, at du har haft godt at lidt ekstra restitution eller kunne du have præsteret endnu bedre, hvis du havde trænet “normalt” de sidste 2-3-4-5-6 uger op til løbet?

    • Hej Rasmus

      Tak for det. Ja, det var lidt skidt med træningen, men jeg mødte utrolig veloplagt op i Berlin. Og havde jeg kørt på, ved jeg ikke om det havde været tilfældet. Jeg tror ikke min krop kunne have været stærkere på nuværende tidspunkt. Det der kunne have gjort mere, var færre løbere på ruten. Så ville jeg kunne have hentet 5-10 minutter tror jeg. Men igen, så er det kun gisninger, men det næste år står på massiv core- og hastighedstræning, så jeg kan bevise over for mig selv at jeg kan blive endnu bedre.

      For 2 år siden, da jeg begyndte at løbe, havde jeg aldrig set mig som løber, og løb jeg 400 meter, så var jeg helt død. Meget er sket siden da, så nu hvor jeg løber marathon, så kan jeg også blive hurtigere. Det handler vist bare om vilje.

      Håber at jeg fik svaret dig lidt, og ikke bare kørte ud af tangenten med en masse udenom snak 🙂

      /Kasper

  2. God, men på et enkelt punkt måske liiidt for ‘malende’ en, beskrivelse af din oplevelser i Berlin 😉 – kort sagt, så er det godt gået og sejt at du overvandt forhindringerne undervejs. Glæder mig til at se mere i fremtiden omkring de nye mål, som jo uden tvivl må komme….

  3. Det kan gøres kort: Flot og tillykke!!

    Og fantastisk skrevet.
    Ja, hvad skal der nu blive af bloggen?
    Det er inspirerende, at læse om nogen på samme niveau. Jeg foreslår, at du laver det om til en blog om overgangen til barfodsløb (eller minimalsko, i hvert fald) (det gad jeg nemlig godt :))

    • Hej Martin

      Tak for det. Det var en utrolig fed oplevelse, og det er somom der kommer mere og mere tilbage i hukommelsen, selvom jeg måske ikke helt føler at jeg registrerede det under turen.

      Bloggen bliver her, og jeg har svaret lidt på dit spørgsmål i mit nyeste indlæg 🙂

      /Kasper

  4. Hip Hip Hurraaaaa!
    Det er så sejt. Og det var da også lige før, tårerne kom frem i mine øjne, da du skrev om Unter den Linden-turen. Det må være så vildt at nå sit mål, sådan som du har gjort det.
    Jeg håber da, du bliver ved med at skrive på din blog, for det er en stor inspiration, synes jeg.

    • Tak, og hvor har det været rart at have dig med på sidelinien, med dine små kommentarer.

      Det var så stort, og så mange måneders forbereldelsetid, at man bare ikke kunne styre førelserne der.

      Jeg bliver skam ved med at skrive.

      /Kasper

Kommentarerne er lukkede.