Viborg vandt denne gang

Så er vi klar til at køre mod Viborg
Så er vi klar til at køre mod Viborg
Så er vi klar til at køre mod Viborg

Nej, det er ikke fodbold jeg snakker om, men den smukke rute rundt om Søndersø, var mere end min skade kunne klare.

Det hele startede ellers så godt. Martin og jeg kørte mod 24 timers løbet i Viborg i morges, og det så da lidt oversyet ud, men ikke noget vildt. Vi ankom, fik læsset bilen af og fandt hurtigt vores plads. Nemt til det hele, både mad og toilet.

Vi fik sat pavillonen op, og siderne på. Det hele var bare perfekte og med 1 time til start, så var vi klar. Men så kom blæsten. Den var ved at rive pavillonen fra hinanden, så vi var nødt til at fjerne siderne igen, hvis den skulle have en chance. Heldigvis tilbød vores nabo, som godt kunne se vi kæmpede lidt, om vi ikke ville låne et bånd til at smide henover pavilionen, så vi fik den bedre sat mod jorden.

Et stk. drivvåd luftmadras
Et stk. drivvåd luftmadras

Men lige da vi tog siderne af, så kom regnen, og den væltede sidelæns ind og vores fine luftmadras var drivvåd. Vi gjorde hvad vi kunne for at holde vores andre ting tørre.

Martin var den første der skulle afsted og planen var 2 ture, så total 11,4 kilometer. Desværre fik han lov at starte i regnvejr og det varede begge ture, men da jeg skulle afsted klarede det op. Jeg fik først en anelse vand, da jeg manglede 500 meter. Desværre mærkede jeg ret hurtigt noget til min skade. Allerede efter 1 kilometer gjorde det lidt ondt når jeg landede. Det blev ikke bedre ved 5 og 10 kilometer. Men jeg ville så gerne igennem og nå mit mål om 100 kilometer.

Så var jeg i mål med to omgange, og fik så tid til at få ro på låret/hoften. Det mest trælse her var, at jeg ikke havde mærket andet i kroppen. Alt fungerede bare og ingen tunge eller trætte ben.

Martin tog afsted igen, desværre i styrtende regn, og klarede de næste 2 ture uden problemer. Jeg var noget stiv i hoften og havde forsøgt med varmecreme, men det havde ikke hjulpet noget.

Da jeg løb afsted igen, kunne jeg godt mærke at det hvertfald ikke var blevet bedre med pausen, og efter ca. 1 kilometer (ca. 13 total) skrev jeg en SMS til Martin at dette blev min sidste runde, for bentøjet ville ikke mere. Det er så ærgerligt, at noget man har glædet sig så meget til, ender med at blive en MEGET kort oplevelse. Men at løfte benet gjorde ondt, og når det så ramte jorden igen stødte det helt op i hoften.

Jeg sad så i pavillonen i nogle timer, mens Martin tog nogle ture, og selvfølgelig begyndte det at blive hårdt for ham, men han var (er) fandme sej.

Hvis jeg ikke skulle løbe mere, så kunne Martin godt forstå, hvis jeg hellere ville hjem. Og jeg må sige at det var en svær beslutning, for vi var gået ind i det som 2, og jeg ville gerne ud af det som 2. Men en hel nat alene i en åben pavillonen trak heller ikke. Derfor tog jeg valget om at køre hjem efter vores fælles aftensmad.

Martin i gang på ruten
Martin i gang på ruten

Da jeg kørte var Martin ude på ruten, på vej mod de 45 kilometer. Og jeg håber sådan at han rammer “vores” mål med de 100 individuelle kilometer. Kryds lige fingre for ham.

Inden jeg sendte SMSén havde jeg den indre kamp mellem fornuft og hjerte. Og heldigvis vandt fornuften, for da jeg var kommet hjem, og skulle i bad, opdagede jeg at jeg faktisk havde en bule på højre side af hoften, lige ved ledet, og det var lige præcis der hvor jeg havde følt smerten. Så mandag hedder det, at få fat i “knoglen” og ringe til en Fys.

Øv for en afslutning; og jeg har bare lyst til at tude! God vind Martin!

/Kasper

2 Kommentarer

  1. Hej Kasper, Øv for dig, jeg føler med dig. Men du gjorde det rigtige og fornuftige og slipper forhåbentlig for en langvarig skade. Du må rose dig for din beslutning. Der kommer andre løb – god bedring! Kh Karina

    • Hej Karina

      Ja, jeg gjorde det helt rigtige, men hold da op en svært beslutning. Og om 8 dage ved jeg om jeg løber Berlin i år. Kryds lige fingre 😉

Kommentarerne er lukkede.