Mit forhold til løb

Kasper ChristensenJeg læser rigtig meget om løb. Det er både i magasiner, men mindst lige så meget på løbeblogs. Jeg sidder tit og tænker bare det var mig, når jeg læser om folk der lige løber 20-30 km. Jeg elsker løb, men sådan har det ikke altid været. Jeg har hadet det værre end mandeinfluenza. Og det er det jeg vil skrive om i denne blog. Jeg har været der hvor rigtig mange er når de lige starter op.

Jeg stiftede, som mange andre født i firserne, bekendtskab med løb i folkeskolen. Og dengang var det ikke sjovt. 3 km og så med start ud af sortestien (Holstebro), var mere end min krop synes var sjovt. Det var ikke fordi jeg ikke kunne, men vi lærte bare aldrig at løbe. Det var bare derudaf og så ramte man døden efter 1 km. Og så blev der gået, eller taget smutveje og så fik man aldrig lært det at løbe.

Så kom man lidt længere op i klasserne og så begyndte man at kunne løbe 10 km ved skolernes motionsløb. Og det skulle man da, men ikke fordi man kunne, men fordi det var sejt overfor pigerne (Og det med blær overfor piger hænger stadig ved 🙂 ). Så det blev løb og gang uden nogensinde at blive kønt.

Så kom mulighederne for at atletikstævnerne. Boldkast var jeg suveræn til (Nok min håndbolderfaring, som hjalp), men løb var stadig lige ringe. Men igen, ingen lærte os at løbe. Og dengang, sikkert præcis som nu, var der alt for få Rita´er. Altså lærere som ville sige: Kasper, du er så elendig til løb, at jeg ikke synes du skal ydmyges i det, så bliv du blot hjemme. Nej, jeg oksede afsted de første 200 meter og så gik jeg resten.

Da gymnasietiden kom, gik det helt i stå med idræt. Det var 2 timer på skemaet og det var det. I fritiden hed den mere lektier og fest. Så det eneste løb jeg fik, var at løbe fra diskotekerne og hjem i regnvejr.

Så har jeg af flere omgange forsøgt, at komme i gang, men igen uden vejledning og igen stoppede jeg.

Så skete det i 2011, at min kone fandt noget om et universitetprojekt på nettet. Og som et vink med en vognstang lod hun det stå på skærmen til jeg satte mig senere. Det fattede ikke min interesse pga. løbedelen, men fordi jeg ville få et sejt Garmin FR 110 (Man elsker vel elektronik). Jeg tilmeldte mig og blev kaldt til samtale. Og så gik jeg igang. Det startede med 600 m, så 1000 m osv. Altså i det små og motivationen var der ikke. Jeg løb kun fordi jeg skulle, for ellers kunne jeg vinke farvel til mit ur.

Hele attituden omkring løb ændrede sig, da min kones bror Brian, valgte at tage mig med på en løbetur i Sverige, hvor han kom med tips. Der kunne jeg pludselig se, at det pludselig var meget videnskabelig at løbe. Og sådan noget elsker jeg. At kunne måle og veje min fremgang.

Mellem jul og nytår så jeg at der skulle være halvmarathon i Århus. Og 1-2-3, så var jeg tilmeldt. Så havde jeg dælme et mål.

Og nu sidder jeg så her efter dagens 7 km på løbebånd i Fitness World. Der er langt til 21 km, men hvor elsker jeg det at løbe. Jeg tænker på det, drømmer om det og snakker om det (Jeg undskylder lige til mine kollegaer ved IdHAIR for alt min løbesnak). Men bedst af alt: 7,5 kg. lettere end 2. januar 2012.

Det var en lang historie og det at løbe og ved ikke om jeg fik det hele med, men fik hvertfald meget med 🙂

/Kasper

Be the first to comment

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.