Hvorfor er det hårdere at løbe om morgenen?

En solopgang kan give en smuk morgenløbetur
En solopgang kan give en smuk morgenløbetur
En solopgang kan give en smuk morgenløbetur

Jeg løber som regel sen eftermiddag eller aften, men nogle gange kan jeg kun lige få det til at passe om morgenen. Men jeg har altid sagt, at jeg bestemt ikke er en god morgenløber, for jeg hader turen. Jeg synes det er hårdt og uinteressant. Derfor stilte jeg spørgsmålet i et debatforum og fik nogle gode links til nogle gode artikler som bekræftede min mistanke om at der er et eller andet med “morgenworkouts”. Det er også grunden til, at jeg har valgt at skrive indlægget, så alle I andre som måske også har undret jer, kan få kort forklaring.

Kroppens tilstand når du står op

Du har ligget under den varme dyne og alle dine kropsfunktioner arbejder på et minimalt niveau, for at sikre dig så stor energiopladning som muligt. Det betyder, at kroppen ikke har brugt energi på at holde sig varm, for det har du jo haft dynen til, så din kropsvarme er på det laveste punkt nu. Derfor bliver du også hurtigt afkølet og synes at alt føles lidt koldt når du slår dynen væk og sætter fødderne på gulvet. Du har lige pludselig mistet din isolering og kroppen skal igen have tændt op i det indvendige fyr. Du kan også sagtens være lidt dehydreret, for alle mennesker sveder mellem 500 – 1000ml hver nat. Det er også derfor man tit vågner og er småtørstig.

Kigger man lidt ind under huden, så skal hjertet og lunger også først til at sætte effekten op. Hjertet kommer rimelig hurtigt med, mens lungerne tager lidt længere tid. Musklerne er stive og trænger til at blive varmet op, og maven er tom.

Morgenløb

Du kommer afsted, og som beskrevet ovenfor, så vil kroppen føles tung og usmidig. De første kilometer vil føles lidt som bakkeløb og det kan være svært at slå nogle rekorder her. Man løber også med en højere puls. Dog kan man vænne kroppen og ikke mindst psyken til det. Men man vil aldrig kunne starte på højeste biologiske peak. Flere har dog sagt, at et par glas vand kan hjælpe meget på performance.

Middagsløb

Lungekapaciteten er blevet væsentlig bedre og man får dermed nemmere ved at få nok ilt rundt i kroppen. Musklerne er som regel også varmet op og klar til yde. Risikoen for skader er også væsentlig mindre nu end ved morgenløb.

Eftermiddags/aftenløb

I.flg. James Waterhouse, Professor i biologiske rytmer på John Moores University, Liverpool, er det om eftermiddagen at man kan præstere mest. Kroppen kan være helt op til 9 timer om at ramme peak til fysiske udfoldelser (Også kaldet biologiske rytmer). Derfor vil en løbetur mellem kl. 15 og 19 være et rigtig godt tidspunkt for mange. Undersøgelser har også vist at lungekapaciteten er helt op til 6% bedre på dette tidspunkt end tidligere på dagen. Det betyder også, hvis alt andet fungerer 100%, at man har 6% ekstra ilt til rådighed end før. En normal voksenlungekapacitet er ca. 6 liter. Så er der lidt luft som man ikke kan udnyttes, så det giver ca. 5 liter. Det vil sige, at man ved en 6% kapacitetsforbedring har ca. 300 ml luft mere pr. indåndning. Og da der er ca. 20,9% ilt i luften, så er det 62,7 ml ren ekstra ilt pr. indånding. (Udregning er stærkt vejledende, da det er meget individuelt)

Alle er ikke ens

Der sidder måske nogle nu og tænker, at de elsker deres morgentur og det fungerer rigtig godt for dem. Og så skal man fortsætte. Det er mentalt styrkende at løbe om morgenen, for det kræver mere styrke i hovedet at holde en “lidende” krop løbende. Og så kan det også være rart at have overstået dagens træning inden dagen går for alvor i gang.

Vil du læse mere kan en google søgning give dig meget.

Har du spørgsmål er du meget velkommen til at stille dem nedenunder.

/Kasper

11 Kommentarer

  1. Hej Kasper
    Jeg er aftenløber da jeg nærmest føler at jeg kan præstere det dobbelte end ved formiddag/middags løb. Jeg er ved at træne op til halvmarathon sidst i maj, men starttiden hedder 09:30.. Hvordan træner jeg min krop til at kunne præstere godt på det tidspunkt? Handler det bare om tilvænning? Jeg har travlt med 3.g og kan derfor ikke løbe lange distancer om formiddagen (kun i weekenden).

    Mvh den glade løber, Sofie 🙂

    • Hej Sofie

      Ja, det er ikke altid nemt, at få passet tiderne ind, når man har travlt med masse af andre ting også, og det kommer man jo aldrig udover. Jeg kan måske berolige dig lidt ved, at jeg er præcis som dig. Løber bedst sidst på eftermiddagen. Men alle mine rekorder ligger ved officielle løb om formiddagen. Jeg tror det handler om at man ved det er nu man skal yde, og så det faktum, at adrenalinen pumper rundt i kroppen. Men hvis jeg må give et råd videre, så er det at huske at holde tempoet. Jeg har brændt fingrene et utal af gange ved at løbe over evne fra starten, og så er jeg gået halvdød ved f.eks. 15 kilometer.

      God tur
      /Kasper

  2. Det forstår jeg ikke helt . For løber fast 3 gange om morgenen kl 5.30 i starten var det hårdt men nu super fedt på med pandelygten også derudad. 🙂 tak for en super Blog

    • Hej Kim

      Det er også det jeg skriver til sidst. Nogle er bare unormale ;). Nej, nogle har bare vænnet kroppen til at yde på et andet tidspunkt. Desværre dur det ikke rigtig for mig, og jeg mærker det særligt om sommeren i Italien, når jeg løber afsted kl. 7. Så er tiden og varmen ved at tage livet af mig. Løber jeg sent aften, så har jeg ikke de samme problemer.

      Og tak for rosen.

      /Kasper

  3. Hej Kasper – er lige faldet over din blog, fedt. Og så især dette indlæg – jeg har altid hadet morgenløb selv, og min manglende performance til løb, der jo næsten altid starter tidligt :-/ Hvad hjælper det at kunne præstere om aftenen, når man føler nogen har spændt betonklodser om benene om morgenen?! Så jeg har trænet en del af mine lange ture om morgenen mod Berlin’13, men de har jo allesammen været i rolig tempo, så det har været svært at generalisere for Berlin, som jo nok skal være lidt hurtigere… Frygter det. Har du set lyset mht. morgenperformance – fundet tricket til at komme i omdrejninger?

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.