Berlin Marathon 2016 gennemført

billede-25-09-2016-22-27-03

Der er altså noget magisk ved hele marathons, og det vil jeg da bestemt komme til at savne. Hele forventningens glæde i minutter op til, og så ellers forløsningen efter.

Men noget jeg ikke vil savne er muren. Berlin er kendt for en skrækkelig mur, men i dag snublede jeg over en helt anden mur, som der åbenbart også er i Berlin.

Jeg skal indrømme, at en del af turen ligger meget fjernt i hukommelsen, for jeg var inde og lede dybt efter energi til at gennemføre.

Men lad os starte fra starten

Morgenmaden blev indtaget 6:30, og bestod af ting, som jeg ved min mave kan med. Der var ikke mange på Novotel Hotel som spiste morgenmad på dette ukristelige tidspunkt, men de der var der havde alle et Berlin Marathon armbånd på.

Og så var det op og have tøjet på. Det blev, som altid, sorte Newline tights, en rød DK Newline singlet. Og i dag var det den helt rigtige påklædning, for det ville vise sig at blive en meget varm dag. Udenover havde jeg en “genbrugskøbt” træningstrøje, som jeg smed og som kan gøre glæde ved hjemløse.

1 time før kampstart
1 time før kampstart

Jeg gik fra hotellet og hen til løbsområdet. det tog ca. 20 minutter og var en fin opvarmning af benene. Efter check, kom jeg ind i området og hvor er det bare fedt at se alle slags mennesker, som har trænet op til dette i flere måneder. Marathon er altså for alle. Basta.

Med 1 time igen gik jeg mod startområdet, og besluttede mig for lige at lytte til min mave og stille mig i kø ved toiletterne. Efter en del venten kom jeg til og heldigvis havde jeg selv medbragt toiletpapir 🙂

Jeg nåede aldrig helt ind i startboksen inden start
Jeg nåede aldrig helt ind i startboksen inden start

Hen mod område F blev der trængt, faktisk så trængt, at det gik helt i stå, så jeg endte udenfor startboksen, og måtte se starten fra sidelinien. Det betød desværre også, at jeg kom næsten bagerst i gruppe F, og dermed blev jeg låst blandt en masse langsommere 4 timers løbere. Derfor brugte jeg vildt meget energi de første 15 kilometer på at komme forbi, hvor der nu var hul. Men på trods at dette løb jeg med lige under 5 min/km, som også var målet.

Jeg opdagede dog hurtigt, at alt min slingren gjorde, at jeg løb mange flere meter end ideallinien og dermed passede min pace på uret ikke med den officielle distance. Derfor pressede jeg på og forsøgte at holde mig på 4:50 min/km, og det gik også rigtig fint frem til halvmarathon hvor jeg ramte med 1:45:10, hvilket ville resultere i en sluttid på lidt over 3:30 minutter, hvilket ville være helt fantastisk.  Det skal siges, at jeg hentede 1 minut, ved at selv at have medbragt lidt vand i en lille flaske, så jeg kunne springe depoterne over. Jeg holdte i, men ved 25 kilometer begyndte jeg at føle mig som en kop med hul i bunden. Jeg fyldte energi på, men det rendte bare ud af hullet. En begyndende krise var på vej.

Ved 30 kilometer, var det helt skidt og jeg ramte muren. Ikke Berlinmuren, men den fysiske mur, hvor kroppen bare ikke vil mere. Jeg kunne ikke fylde mere på, og hjernen skreg bare på, at jeg skulle stoppe, for det nyttede ikke noget. Men med tilråb fra kollegaen Martin (og hans familie), skulle jeg bare presse på og det forsøgte jeg så. Det hjalp naturligvis også, at min familie styrtede rundt på ruten for at give mig support. Tak!

Jeg fandt aldrig rigtig rytmen igen, og levede kun for pitstoppene med vand, og de blev længere og længere. Kroppen blev ved med at give signaler om at stoppe. Vejrtræningen var besværet og balancen begyndte også at spille et pus. Jeg så et sted at temperatuen havde passeret 23 grader, og det er altså varmt, når man bare har lyst til at forsvinde.

Med den femte og sidste marathonmedalje om halsen
Med den femte og sidste marathonmedalje om halsen

Jeg husker ikke ret meget mere af de sidste 12 kilometer, udover det fantastiske tilskuer, som gav mig lidt boost her og der. Men mine tider var nede på 5:30 min/km og det ville slet ikke række til en PR. Derfor begyndte jeg at fokusere på mål nr. 2, som var at komme under 3:39. Med det i baghovedet fandt jeg en anelse energi, men jeg syntes godtnok at Unter der Linden var rigtig lang, og en decideret spurt blev det aldrig til.

Jeg ramte målet i 3:38:03, hvilket er ca. 5 minutter langsommere end PR, men hurtigere end 3:39:00. Og så er det 1:29 minutter hurtigere end min tidligere hurtigst Berlintid. Jeg er ikke stolt, men jeg er tilfreds.

Hvad gik galt?

Det var hårdt, og jeg ville ønske jeg havde slutte af på fin manér, men det blev med ild og damp, og jeg fik lov at mærke hvorfor det nu er at marathon kan være så skræmmende. Og jeg tror det var en kombination af flere ting.

  • Manglende træning
  • Varmen
  • Forkert placering i gruppen
  • Overambition

Jeg kan jo ikke sige, at det laver jeg om på næsten gang, men det er en erfaring jeg kan tage med mig.

/Kasper

 

1 Kommentar

  1. Hej Kasper. Tillykke med at du gennemførte. Men det gik jo ikke helt som du havde planlagt. Rigtig mange løbere kommer i problemer i slutningen af en marathon. Jeg synes at Strava har skrevet en god artikel om at løbe sidste halvdel hurtigere end den første. http://blog.strava.com/negative-split-positive-results-12386/?__prclt=iuSUR7GT

    Mange løbere er lidt for ivrige og lader sig rive med i starten. Måske er deres tidsmål også lidt urealistiske. Jeg skal nok snart løbe en marathon. For mig går det ikke kun ud på at få en god tid men at selve løbeturen også bliver dejlig. Det går den jo ikke hvis de sidste 20 km er i problemer, det ikke går efter planen, folk hele tiden overhaler en og man begynder at få ondt. Så hellere et løb hvor man har kontrollen og løbet går som planlagt.

    Jeg har selv i dag løbet en lang tur hvor jeg hver 10 km øgede hastigheden. Det gik rigtigt fint. Jeg tror det er en god måde at træne på.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.