Det kommer ikke altid an på længden

Glade, men godt våde, efter en rigtig vintertur med bakkeløb

Nu har jeg måske fanget din opmærksomhed, men det er slet ikke så kinky som det måske kunne lyde. Det handler om kilometer kontra kvalitet eller måske rettere intensitet.

Jeg er ved at finde glæden ved mange kilometer, men for at kunne øge hastigheden bliver jeg nødt til at komme ud af den rolige komfortzonen.

Bakkeløb på Rokhøj i Lystrup

Det findes der en del måder at gøre på, men en af dem er bakkeløb. Fordelen ved bakkeløb er, at man kan få pulsen HELT op i maks og dermed virkelig få noget for pengene. Jeg har brugt den før, men lige udenfor kontorvinduet har jeg den mest fantastiske bakke til at træne på. Den er bred og med fortov det meste af vejen, den er ret præcist 500 meter lang og så er den ganske stejl hvor den starter lige så stille, men tager så til det´s længere man kommer op. Det giver en rigtig god rytme.

Jeg løb med Sebastian og vi startede ud med 2 kilometer roligt løb. Bakketræning, eller i det hele taget intensitettræning kræver en krop, som er varmet godt op. Og i dag var der brug for varmen, for det regnede med sindsyg koldt regn. Når det ramte pande gav det brainfreeze med det samme, og der gik da heller ikke 10 minutter fra vi var færdige til det ændrede sig fra regn til slud. Så vi lagde ud med pace 5:17 de første 5 kilometer som opvarmning.

Og da vi var godt våde, men varme, begyndte bakkeløbet eller faktisk sprinten som det blev. Det foregik på den måde at vi 4 gange skulle til toppen og så ellers lunte retur og så en kort pause, da det er differencen mellem startpuls og makspuls som betyder noget.

De fire opløb blev løbet i rigtig god tempo og resultatet blev som følgende:

  1. 4:25 min/km
  2. 4:12 min/km
  3. 4:08 min/km
  4. 4:24 min/km

Det giver 4:17 i snit, og det er jeg faktisk intet mindre end stolt af. Hele turen blev så 6 kilometer, og det er så her jeg kommer tilbage overskriften. Længde er godt, men der er så mange andre ting man skal træne for at rykke sig længere, og noget af det er bakketræning og det kan også være interval. Og det betyder også at det så ikke hedder 10-12 kilometer, men 4-6 kilometer. Men det virker og giver godt.

Træningen giver rigtig god mening, da jeg skal løbe Pinen og Plagen i april og der er lidt bakker, så der skal bare knokles igennem, for i søndags beviste jeg for mig selv, at halvmarathon ikke er noget problem hvis tempoet er nede.

Alt i alt en super dag, og er glad for at jeg kom afsted trods vejr, da jeg var røget i karamelkassen i stedet for frugtskålen på jobbet.

/Kasper

Be the first to comment

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.