Vi skal altså lige snakke om vind

Sådan ser man ud når man lige har haft en rigtig god løbetur

Det er ingen hemmelighed, at det har blæst helt vildt i dag. På vej på arbejdet skulle der holdes godt ved rettet, hvis man selv ville være medbestemmende over retningen.

Og det blev da ikke meget bedre da vi skulle ud at løbe efter arbejde. Jeg havde snakket om lidt bakketræning for der ville vi være lidt i vindlæ, men det var der ikke stemning for. Derimod var der stemning for en tur over Egaa til Egaa Engsø og så retur til Lystrup. Og det hjalp ikke at jeg fortalte dem, at vinden var helt forkert til den tur, for holdningen var at vi helt klart ville ligge i læ det meste af vejen.

Og jeg skal da love for at vi ikke lå i noget som helst læ. Vi løb fra firmaet, og lige ved Cult er der en motorvejsbro og så har man retning mod Egaa. Der fik de dog ret, at den kilometer var i medvind, men så vendte vi og så var det eller næste stå op i vinden agtigt. Vi holdt dog stadig et ret højt tempo og knoklede derudaf. Vi var 4 ved start men splittede op efter styrkeprøvelsen da vi nåede søen. Så jeg fik også lært dem teorien om, at hvis et objekt skal skærme for vinden, så skal den være mellem dem og vinden. Det er ikke nok den bare er i området 🙂 Nå, men vi var 3 som fortsatte rundt om søen.

Søen er et fantastisk sted, men læ er ikke noget der serveres meget af. Der er pivåbent og det fik vi at føle. Ikke mindst da vi nåede om på sydsiden, hvor Martin introducerede “cykelmetoden”, hvor man skiftes til at ligge forrest og give læ. Det virkede helt vildt, men jeg skal da indrømme at jeg ikke fik UG for min udførelse af Martin bagefter, men det må jeg jo tage til efterretning.

Rigtig solide kilometertider

Men så kom den endelig, medvinden! Helt fantastisk og alt føltes bare lettere. Vi satte retningen mod IdHAIR og den ene kilometer tog bare den næste. Jeg var flyvende i dag, og selv da uret bippede for 11 kilometer var jeg stadig super frisk. Åndedrættet var fuldt under kontrol og det samme var benene. Vi satte farten op og løb den sidste kilometer i lidt højere hastighed end resten af tur med pace 4:37 min/km (Ja, og den 11. kilometer blev løbet i 4:39 min(km). Og der var masser i benene endnu. Vildt fed oplevelse!

Alt i alt blev det til 12 kilometer med pace 5:09 min/km og tiden 1:01t. 

/Kasper