Boganmeldelse: Trailløb – Kom i form i både krop og sind

Trailløb - Kom i form i både krop og sind

Måske tænker du: Åh, endnu en bog som skal gøre mig til en gladere løbere. Men nej, det er ikke forfatterens intention. “Trailløb – Kom i form i både krop og sind” skal gøre dig til en gladere løber og jeg er ganske begejstret. Der er ingen teknik, men meget mere om at have det godt med det man nu engang gør. Bogen er meget let læsning, og jeg tror også den er ment sådan. Jeg er selv ny trailløber, og det er til sådan en familiefar (Ja, eller familiemor) som mig bogen egner sig bedst.

Stine Arenshøj, som er forfatteren, har skrevet bogen og det har hun gjort fordi hun har fundet ud af, at det hjælper hende. For hende er skoven et terapirum, hvor hverdagens problemer forsvinder og jeg tror alle vi løbere kender det: At hovedet klares af den friske luft og den stigende puls om det så er skov eller asfalt.

Bogen er inddelt i forskellige overordnede emner som f.eks. hvad er trailløb, om at finde motivationen og hen til hvad trailløb gør ved dig og din krop. Endvidere bearbejdes emnet omkring, hvordan man gør det til en familieting. Vi har alle rigtig travlt, men kan man så gøre trail til en far, mor og børn ting, så er træningen lige pludselig kvalitetstid med familien. Og bogen giver masser af gode eksempler på hvordan. Helt sikkert noget som jeg vil benytte mig af nu hvor børnene er blevet udstyret med trailsko.

Kunne ikke være mere enig. Dog vil min sætning blive: Motion frem for skærm

Og faktisk stopper det ikke her. For nok er motion sundt og vigtigt for krop og sind, men der skal også mad til. Og uden at blive hellig omtales dette og der gives endda en del spændende opskrifter fordelt på morgenmad, frokost, aftensmad, snacks og smoothies. Personligt synes jeg altid det er lidt rart med inspiration til en nogenlunde sund hverdag.

Jeg synes at de ca. 200 kr. som bogen koster, er givet rigtig godt ud. Det er en bog jeg vil tage frem af og til, og få gode tips og tricks til at motivere mig selv og resten af familien.

/Kasper

Antal sider: 144 – Forlag: Muusmann Forlag – Forfatter: Stine Arenshøj
Bogen er sendt fra forlaget, men anmeldelsen afspejler min mening.

2 Kommentarer

  1. Kære Kasper

    Tusind tak for den fine anmeldelse ? Jeg er meget taknemlig for at du har haft lyst til at bruge tiden på den.
    Håber du får mange fantastiske timer i skoven.
    Kh, Stine

Kommentarerne er lukkede.