Pinen og Plagen Løbet 2017 gennemført

Det er lang tid siden jeg har løbet halvmarathon, så det var med nogen nervøsitet at jeg satte kursen mod Sallingsund Færgekro, hvor Pinen og Plagen Løbet i dag havde sin start.

Jeg var kørt hjem til min mor i Holstebro i går, for så ville hun kigge efter drengene mens jeg løb. Så jeg havde kun én time ud til løbet, så det var til at overkomme.

Jeg havde været meget i tvivl om tøjet, for i går var det rigtig varmt, men i dag virkede det mere overskyet. Det blev korte tights og en kortærmet t-shirt.

Jeg var der i god tid, for jeg ville gerne se marathonløberne løbe afsted, og de skulle starte en time før os på den halve distance. Da jeg havde fået mit startnummer og får det sat på min t-shirts kiggede jeg rundt. Langt de fleste andre var i jakker og/eller lange tights. Havde jeg valgt forkert med tøjet? Jeg kom så langt i mine overvejelser, at jeg valgte at afmontere nummeret og sætte det på jakken i stedet. Men da jeg manglede en sikkerhedsnål ombestemte jeg mig igen. Korte tights og kortærmet t-shirt blev det. Og det blev jeg rigtig glad for.

Og efter lidt nervøsitetstisseri var jeg klar til start. Klokken 11 sharp gik den. Min kollega, som jeg havde inviteret med men som dog havde takket nej, havde inden tid fundet et højdemeterkort, og fortalt mig at den ikke var flad. Og det fik han så sandelig ret i.

Vi startede ud med at løbe under Sallingsundbroen og svingede så ind i skoven. I opstarten forsøgte jeg at styre farten, men det gik ikke. Jeg ramte ret hurtigt 4:20 – 4:30 og måtte anstrenge mig for at få farten ned. Også fordi jeg så ville komme til at ligge for mig selv, da næste gruppe var noget bagud.

Med venstresvinget begyndte stigningerne også. Ruten steg 20 meter over 600 meter indtil vi nåede broen, som vi også skulle henover. Den steg også indtil midten, så i alt var det 34 meter på 1,5 kilometer. Så begyndte det endelig at gå ned af igen, men da vi drejede fra for enden af broen, faldt jeg i snak med en anden løber. Han havde løbet det før, og kunne fortælle at det slet ikke var ovre endnu. Pyha!

Lige efter snakken faldt højden vildt. 23 meter på 300 meter. Det værste ved det er, at det er så stejlt at man løber anstrengt og dermed ikke får sparet benene. Og når man løber ned af, skal man også løbe op af igen, for at komme over broen igen.

På den anden side af broen og ved 6,8 kilometer ramte vi dagens højdespringer. 400 meter med 30 højdemeter. Og allerede her var jeg helt færdig. Den manglende træning slog virkelig ind, så jeg gjorde bare hvad jeg kunne for at holde ca. 5:20, som var blevet mit mål.

Efter en nedstigning og en tur forbi start gik det så meget fladt de næste 5 kilometer. Jeg kæmpede stadig og det var lidt sjovt, for åndedræt og ben føltes ok, men det var næsten som at have en elastik bundet om livet og bundet om et træ længere bagud. Jeg kæmpede.

Og så røg der ellers stigning på igen. Nå var jeg nødt til at komme meget ned i tempo, og ja faktisk helt ned at gå. Der var simpelthen ingen muskler der ville lystre når det gik op af. På toppen kunne jeg så løbe igen og det føltes egentlig ok. Det gjorde jeg efterfølgende ved flere bakker, og mistede ca. 3 minutter total på denne taktik. Men den var desværre nødvendig.

Ved 15 kilometer kom vi til endnu en af de velassorterede depoter, og jeg faldt kort i snak med nogle andre løber, som også var pressede. Den ene nævnte, at nu måtte det værste da være ovre, men det kunne “depotmutter” afkræfte. Fedt!

Nå, men afsted igen og det var nu til at se en ende på det. Nogen PR ville det ikke blive til, men det lagde ruten slet ikke op til, og det gjorde min form så heller ikke.

Det depotmutter havde snakket om, var Jesperhus Blomsterpark. Her ramte vi endnu en bakke som virkelig føltes evig. Dog var den kun 26 højdemeter fordelt over 1,5 kilometer, men med tunge ben hjalp det bare ikke. Jeg kæmpede og kæmpede og kom da også op. 

Nu var der kun 3 kilometer igen og det gik svagt ned af. Det passede mig perfekt, og jeg fik sat en form for autopilot til og “trak den hjem på rutinen”.

Og så var det tid til god varm suppe.

Det blev til en officiel til på 1:52:27 t og langt fra en rekord, men jeg er egentlig godt tilfreds. Jeg havde en meget hård dag, men jeg kom igennem med “skindet” på næsen. Men løbet tangerer til det hårdeste halvmarathon jeg har løbet. Den slås lidt med Hannerupløbet.

Men løbet var super godt organiseret og der blev passer på os af hjemmeværnet. Kan klar anbefale løbet hvis du har løst til en hård tur. Der er 42,2, 21,1, 10, 6 og vist nok 4,1 og så er der nogle trailruter (7, 14 og 21,1)

/Kasper