Øv, kun 88 dage i træk

Målet var 100 dage i træk med løb, men jeg kan afsløre at sådan gik det ikke. I tirsdags måtte jeg trække stikket. Ikke pga. af lyst, men kroppen sagde stop.

Og så var det faktisk ikke pga. løb, men jeg var til håndboldtræning med min yngste knægt, og de manglede så en spiller og jeg trådte til. Og trådte til at meget godt beskrivende, for lige pludselig, uden forvarsel gav det et jag op i foden. Dog var jeg hurtig ovre det og spillede videre. Men da jeg blev kold, begyndte det virkelig at gøre ondt.

I løbet af natten kunne jeg end ikke have en dyne over foden, da alt berøring, gjorde ondt.

Næste morgen var det bestemt ikke bedre og da jeg sad og var ved at tage løbestrømper på, måtte jeg erkende at jeg ikke kom afsted. Så i en blanding af smerte og fortvivlelse måtte jeg opgive, og så bare sidde på badeværelse og lade tårene løbe ned af kinderne. Følte mig fortabt så tæt på mål. 12 løbeture mere 🙁

Jeg havde et møde fra morgenen, men foden skulle der kigges på, men lægen havde først tid ved middagstid, så jeg humpede afsted til mødet, fik det overstået og så afsted til læge. Hun mente at kunne mærke noget ved lilletåen, men jeg mente nu det var længere inde i foden, for det gjorde bare ubeskrivelig ondt.

Jeg fik en henvisning til røntgen og så afsted ind mod byen igen, hvor jeg også havde haft mit møde. Fik parkeret i den fjerneste ende, og så humpede jeg ellers afsted. Ind i venteværelset, og efter 10-15 minutter, blev jeg kaldt ind og fik taget billederne.

Og her er jeg så glad for at det ikke var “Center for kønssygdomme” jeg var på, og at de ikke annoncerer diagnoser som røntgen. Henne i døren, til det fyldte venteværelse, stiller en radiograf op:

Radiograf: Kasper Christensen?

Mig: Ja!

Radiograf: Vi har fået svar på dine billede og du har en revne i lilletåen (Hun sagde et eller andet latinsk). (Havde det været Center for kønssygdomme havde det været: Vi har fået svar på dine prøver. Puha, Kasper! Syfilis siger jeg! Du skal videre på skadestuen)

Mig: Okay?

Radiograf: Du skal videre på skadestuen.

Og så humpede jeg derover og ventede ikke mere end 20 minutter og så var det min tur. Og ganske rigtigt, helt oppe ved fodroden havde jeg fået en fin revne. Dog behandles det kun med nedsat aktivitet, tape og støttebind.

Så nu humper jeg rundt, ikke de store smerter, men intet løb. Skal være rolig i 3-4 uger. Og hvor er det ærgerligt. 88 dage, så tæt på 100 dage. Men jeg forsøger at være stolt.

Så er der vist ikke andet end at sige glædelig jul og godt nytår herfra.

/Kasper

 

4 Kommentarer

  1. Øv øv øv
    Både øv pga. skaden og øv pga de målet om de 100 dage.
    Men mega sejt at du nåede 88 dage.
    Du kan jo starte forfra når du er klar til at løbe om nogle uger.

    Dine morgenløbeture har faktisk inspireret min mand og jeg til at gøre noget lignende.
    Vi er begge glade løbere og har små børn, så træningen er normalt henlagt til efter kl 20. Det er også ok.
    De sidste par uger har vi begge to stået op kl 5 et par en eller to gange om ugen og har løbet en tur inden resten af familien er stået op. Det er en super start på dagen.
    Jeg er ikke klar til at gøre det hver dag, men en eller to gange om ugen er godt.

    God bedring og glædelig jul og godt nytår til dig og din familie
    Anne

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.