Vinterløbet Hermans 2018 gennemført

Det var slet ikke meningen at jeg skulle have løbet, og da jeg så vejret en time før afgang var jeg bestemt i tvivl om det var en god ide, at jeg havde takket ja. Men en kollega var blevet forhindret, og jeg havde sagt ja, så skulle der også løbes, Vinterløbet Hermans. Så man kan sige jeg løb “undercover”.

Vi var en lille håndfuld herfra Trige, som kørte mod Tivolifriheden. Sneen var godt igang og vinden tog fart, men humøret var højt. På det tidspunkt havde vi jo både tørre fødder og sædevarme.

Vi kom i alt for god tid. Jeg havde ikke lige fået tjekket, at løbet ikke startede kl. 10, men først 10:25, så der var lidt ventetid. Seier Fitness stod for opvarmningen, men det var kun de hårde hunde som deltog i den, og den kategori var jeg ikke i dag.

Jeg stod der 5 minutter før start, efter adskillige toiletbesøg, og nu skulle jeg igen. Så da vi endelig stod ved starten, nåede vi ikke rigtig at blive kolde, selvom vinden var strid og sneen kold.

Desværre havde sneen også tilført en glat gang sjap, som virkelig var glat. Det var ikke muligt, at få fodfæste, så da starten gik var den meget forsigtig.

Jeg satsede på en tid under 50 minutter, men kort efter start begyndte jeg at tvivle. Starten var meget langsom, og alle løb forsigtigt, og der blev dermed ikke lavet nogle huller. Ude af tivoli hjalp det lidt, og farten kunne hæves. Det betød, at trods den langsomme start, så ramte jeg 1 kilometer med en tid på 5:05. Altså det var ikke umuligt. Det gav måske lidt blod på tanden og jeg begyndte at zig zagge, og det kostede lidt i benene, men følte at jeg havde rigeligt at give af. Næste kilometer hed 5:04. Nu skulle jeg til at stramme mig an, da det nu var 10 sekunder jeg skulle hente.

Fra 4 kilometer og til ca. 7 kilometer følte jeg bare at det gik opad. Jeg blev også nødt til at tåbe til en officiel, om de havde glemt at vi også skulle ende i Tivoli igen. De 10 kilometer bød på 102 højdemeter.

I mindeparken stod det klart, at 50 min nok ikke var at nå. Det gik opad, men der var heller ikke noget fodfæste, så hvert skridt blev kun halvt, og det kostede vandvittigt på energien og ikke mindst luften. Jeg var dog ikke den eneste som kæmpede, så vi kunne støtte hinanden lidt i vores jammerlighed, hvor kilometeren endte på 5:26 og 5:35.

Jeg var lige ved at skifte i “nu løber vi den bare lige så stille hjem”, men det nægtede jeg mig selv og i stedet satte jeg farten op for enden af bakken, og dermed blev de sidste kilometer, virkelig tider som åd ind og lyset tændte lidt igen omkring de 50 min. Tiden blev på 8. kilometer 4:45, den 9. 4:50 og så sluttede jeg af med 4:45 på den sidste.

I mål og brugt den rigtige måde. Jeg havde løbet det perfekte løb efter forholdene, og kunne nok ikke have præsteret mere, om jeg så fik chancen igen i alt sjappen. Tiden blev desværre ikke indenfor målet, men meget tæt på og jeg havde et godt løb efter 2 måneders pause. 50:58 er den officielle tid. Øv, Kasper, er det ikke træls ikke at komme “helt i mål”. Jo, det er det, men jeg er faktisk rigtig tilfreds. Men lidt god træning, så er jeg under 50 HVER gang, for ruten her var direkte fra “helvede” 🙂

Nu skal der bare slappes af med ungerne, mens konen og veninderne er inde og se en eller anden tøsefilm med nogle slips, noget sex og så er hun vist også blevet gravid nu. Altså hende i filmen.

/Kasper

 

Be the first to comment

Skriv et svar