Forsøger at kickstarte mig selv

Det er nu det “Nu eller aldrig”. Jeg ved ikke hvor gammel du er, men da jeg var teenager havde flere af mine kammerater knallerter. Det var den røde Puch eller den med de 4 gear. Det var det man havde i Holstebro i 1996. Fælles for dem var, at begge skulle startes ved hjælp af kickstarteren. Og alt efter teknik, men også standen af knallerten, så fik man gang i den.

Det er mig lige nu. Jeg er lidt som den røde Puch, som forsøger at kickstarte mig selv. Og jeg kommer igang, løber en tur og er super glad, men falder så tilbage i dovenskaben (Puchen er dog nok mere noget mekanisk). Det er efterhånden sket mange gange nu, og det er ikke et problem hvis jeg vil droppe løb. Men hvad skal jeg så for at holde mig sund? Og hvad med Berlin Marathon, som jeg har en af de eftertragtede pladser til?

Derfor skylder jeg mig selv, at tage et hårdt tag i nakken, og få gjort noget ved det. Det har jeg så brugt noget af påsken på, og resultatet er nedslående. Ikke så meget det at få løbet, for det har jeg fået gjort, men formen er helt væk. 5 kilometer føles som en pine og jeg tænker tilbage på da jeg startede med at løbe. Jeg er virkelig sat tilbage, men håber på den vender hurtigt retur.

Udover det, så har min krop også ændre sig. Jeg har ligget stabilt på ca. 14,5% fedtmasse og en vægt på 78 kg. Den steg så til 81, da jeg stoppede, men sidst jeg var på var den igen faldet. Igen hed den 78 kg, men med en fedtmasse på 17,1%. Det er noget hø, så nu skal der sættes ind. Hvorfor skal det være så svært 🙁

Jeg har fået løbet 3 ture den seneste uge på hhv. 5, 7 og 6 kilometer. Det betyder, at den så hedder 18 kilometer. Mit mål er så, at få den til at ligge støt på ca. 20-25 kilometer i ugen indtil min marathontræning starter. Det betyder, at jeg skal afsted 3 gange, og så fokuserer jeg mere på kilometer end hastighed. Den må jeg så arbejde med under træningen.

Apropos marathontræning, så har jeg ikke helt bestemt mig for hvilken metode endnu. Jeg var glad for Hechmann, men samarbejdet er slut og jeg skal derfor købe mig adgang, eller blot bruge bogen. Ellers skal jeg finde noget på nettet, som jeg gjorde de første par gange. Eller også skal jeg finde på nettet, mikse med min erfaring, og dermed få noget personligt. Ja, jeg ved det ikke, men har ca. 1 måned til at finde ud af det i.

Send lige lidt positiv energi denne vej. Jeg trænger, men nu er jeg da i det mindste lidt igang.

/Kasper

Be the first to comment

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.