Om mig

19 kilometermærker passeret og det går stadig fremad.
19 kilometermærker passeret og det går stadig fremad. (Foto: Hornslet Løbeklub)

Hej, mit navn er Kasper Christensen og jeg er en meget engageret løber og ikke mindst blogger. Man kan faktisk måske sige, at jeg løber for at skrive, men ligeledes vende det rundt og sige at jeg skriver for at løbe. Jeg elsker at løbe lige så meget som jeg elsker at kommunikere.

Min blog er ikke ment som en blærerøvsblog. Det er der 3 årsager til. 1: Det er jeg slet ikke god nok til! 2: Bloggen er en inspiration for mig til at prøve nye ting, samt holde mig løbende. 3: Bloggen skal være en inspiration for at få andre i gang med at løbe, og ikke afskrække dem.

Privat har jeg kone, børn og et godt arbejde. Men når jeg tager løbeskoene på eksisterer der blot mig og min krop. Man kan måske bruge en misbrugt floskel, at det er min meditation, eller man kan være endnu skarpere og kalde det “godkendt egoist tid”. Her klarer jeg tankerne og koncentrerer mig kun om at holde benene i gang.

I mit “løberliv” har jeg et mål, at hele tiden at have det sjovt. Vågner jeg en morgen og tænker, at nu gider jeg simpelthen ikke at løbe mere, så stopper jeg. Men jeg tror ikke det sker lige her og nu. I min træning har jeg også fundet det sjovt at udfordre mig selv. Derfor hed det i 2012 halvmarathon og i 2013 hed det marathon og fremtiden? Den er svært at spå om.

Kigger jeg tilbage for 5 år siden inden jeg startede med at løbe, var jeg en doven “hund” på 93 kg., som elskede sofaen. Det gør jeg stadig, men det er når jeg ligger og slapper af efter en god løbetur :-).

Passionen for det at løbe har også smittet af på min kost. Jeg er ikke frelst, og spiser gerne en pizza med alt for megen fyld og drikker nogle øl, men generelt spiser jeg ganske sundt.

Jeg håber du kan li’ min blog, og skrive endelig, hvis der er noget jeg kan gøre bedre, hvis du bare synes jeg er en idiot eller at du måske synes at jeg gør det ganske godt, og blot vil kommentere på det. Det er altsammen sådan noget, som holder mig igang, når det er mørkt og frosten bider i kinderne.

Mvh

Kasper

For emailkontakt skriv til kasper@kasperc.dk

 Til firmaer

Flere firmaer sender produkter til test osv. Har du også et produkt, som du ønsker til test og anmeldelse, så send det til IdHAIR, Att: Kasper, Lægårdsvej 28, 8520 Lystrup. Husk at lægge kontaktoplysninger samt en kort beskrivelse af produktet ved. Du er naturligvis også velkommen til at sende en mail til kasper@kasperc.dk